Så er jeg klar! Eller er jeg?

Efter operationen

Så kunne jeg finde overskuddet til at skrive lidt igen 🙂

Jeg var lidt nervøs inden operationen

Jeg blev som planlagt opereret mandag i sidste uge. Operationen tog 6,5 timer med efterfølgende 3 timer på opvågningen.

Operationen gik rigtig godt, men lige inden jeg skulle ind til operationen valgte lægen at gøre det på en anden måde en planlagt – selvfølgelig med min accept. Han valgte at ligge ekspanderproteser (tomme proteser som fyldes med saltvand lidt ad gangen og til sidst udskiftes med et almindeligt implantat af silikone) ind på begge sider i stedet for kun på højre. Det var ellers planen at bruge et almindeligt silikone implantat på venstre side og så en ekspanderproteser på højre, men han mente at det ville give det bedste resultat at lægge ekspandere ind på begge, da han så kunne sikre sig at de bliver samme størrelse. Det er nemlig ikke til at vide hvor meget huden vil udvide sig på højre side, hvor jeg har fået strålebehandling. Så den beslutning er jeg egentlig glad nok for.

Da jeg vågnede op efter operationen havde jeg smerter og var meget bombet! Men efter en times tid ville jeg egentlig gerne op på stuen igen, men det måtte jeg ikke. De 3 timer på opvågningen var rigtig lange!! Jeg tænkte meget på Rasmus der sad oppe på stuen og ventede, og som havde gjort det i flere timer.. Da jeg endelig kom op på stuen var det rigtig dejligt at se ham og mine forældre, som også var kommet 🙂 Men jeg var rigtig træt og sulten! Jeg fik ikke noget at spise før 4-5 timer efter operationen…!

De efterfølgende 2 dage var jeg rigtig træt! Jeg havde mange besøg, og det var jeg rigtig glad for 🙂 Men jeg havde også mange smerter. Jeg kunne ikke sove om natten og måtte hive i snoren flere gange for at få noget mere smertestillende. De første nætter fik jeg morfin ind i igennem hånden, fordi andet ikke hjalp. Jeg var heller ikke ude af sengen før tirsdag eftermiddag. Jeg prøvede at komme op og sidde på sengekanten, men det gjorte rigtig rigtig ondt og jeg fik det skidt og måtte ned at ligge igen. Det trykkede helt vanvittigt på brystet og det var virkelig svært at trække vejret! Jeg havde svært ved ikke at gå i panik, men så lærte jeg at trække vejret ned i maven i stedet for oppe i brystet. En halv time senere prøvede vi igen og her gik det allerede lidt bedre. Tirsdag aften kom jeg så helt op og gå rundt på stuen sammen med en sygeplejerske og jeg begyndte helt at græde. Jeg tror jeg havde lagt og frygtet at skulle op, forde det havde gjort så ondt de andre gange, men da jeg kom op var det ikke så slemt som jeg troede. Så blev jeg bare lettet 🙂 Kvinden der lå på samme stue som mig blev også helt rørt. Det var helt mærkeligt. Onsdag fik jeg fjernet mit kateter og så kunne jeg virkelig begynde at mærke en fremgang. Nu skulle jeg selv gå på toilettet, og da jeg lidt havde vænnet mig til at skulle styre de 4 dræn jeg havde, så gik det egentlig okay. Det sværeste var at komme op af sengen, for det gjorde ret ondt. Men da jeg fik rimelig styr på det gik jeg hellere rundt på gangen end at ligge i sengen, da jeg havde rigtig ondt i ryggen. Jeg må kun ligge på ryggen i 4 uger efter operationen. Det er altså tortur!!

Det kunne være en kamp at sidde op og spise

Fredag fik jeg lov til at komme på patienthotellet. Det var super skønt at komme væk fra larmen på afdelingen og så kunne Rasmus flytte ind sammen med mig på vores eget værelse. Det var super hyggeligt, og han kunne hjælpe mig med at komme i bad (det var ikke nemt når jeg stadig havde 3 dræn) og med at komme op ad sengen når det kneb. Jeg fik ikke længere morfin piller, fordi jeg fik kvalme af det. I stedet havde jeg fået nogle morfin lignende piller, som jeg kunne tage efter behov. Ellers fik jeg bare Pinex.

På hotellet med mine 3 dræn i muleposer

Jeg fik taget et dræn ud lørdag og mandag kom de sidste 2 ud. Det er virkelig ubehageligt at få taget dræn ud! Man kan mærke det helt derinde hvor slangen sidder. En af dem sad endda lidt fast i vævet (AD!!). Det bliver jeg aldrig fan af! Men jeg blev udskrevet og måtte tage hjem mandag middag.

Min søde far hentede mig og kørte mig hjem. Jeg ville bare gerne hjem til mig selv og vores lejlighed. Da min far var kørt igen lagde jeg mig på sofaen og så tv. Men pludselig skulle jeg tisse og så fik jeg et problem. Jeg kunne ikke komme op!! Jeg prøvede alt, men det gjorde bare så ondt. Rasmus var ikke hjemme og kom det først flere timer efter, så jeg var nødt til at komme op. Jeg kunne heller ikke ringe efter hjælp, for hoveddøren var låst. Så der var ingen anden udvej end at bide tænderne sammen og komme op ad mig selv. Det gjorde ret ondt i mit bryst, men det skete heldigvis ikke noget ved det. Jeg lærte bare at jeg ikke måtte ligge mig helt ned, når Rasmus ikke er hjemme.

I dag er det onsdag og 2 dage siden jeg kom hjem. Der går stille og roligt fremad og især i dag har jeg synes at kunne mærke fremskridt. Jeg har ikke haft så mange smerter i dag, som jeg har haft de andre dage. Men hold op, hvor er jeg træt af at føle mig handicappet!!! Jeg må ikke løfte armene højere end vandret i de næste 3 uger. Derudover må jeg ikke løfte mere end 2 kilo i hver arm i en uge endnu og derefter 2 uger med 4 kilo i hver arm. Det er virkelig svært, for det er ikke noget man normalt tænker over, men som man pludselig er nødt til. Jeg kan ikke engang nå et glas i køkkenskabet! Eller gå op og handle! Det er besværligt bare at få min jakke på! Jeg synes det er virkelig fustrerende og jeg er et par gange blevet rigtig sur og ked af det over det.

– Camilla 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Så er jeg klar! Eller er jeg?