Senfølger efter kræftforløb

Der er en generel holdning fra folk om, at når man er færdig med behandling så er man jo rask. Når håret på hovedet begynder at gro og farven i ansigtet vender tilbage, så er man rask. Men sådan er det bare ikke helt, desværre. Rigtig mange er slet ikke klar over alle de senfølger der følger med det, at have fået kræft og behandling. Det er ikke nemt at vende tilbage til ens gamle liv, og det vil nok aldrig helt blive det samme som før.

Af senfølger kan nævnes:

• Træthed
• Smerter
• Mundtørhed
• Spisebesvær
• Tandskader
• Kronisk diarré
• Vejrtrækningsbesvær
• Hjerteproblemer
• Koncentrationsbesvær
• Tinnitus og nedsat hørelse
• Søvnløshed
• Ændringer i føle- og sansesystemet, f.eks. føleforstyrrelser
• Kunstig overgangsalder
• Lymfødemskader
• Seksuelle problemer
• Depression
• Angst

Det er bare nogle af de senfølger man kan have efter et kræftforløb. Der er alt alt for lidt fokus på senfølger, og derfor er der rigtig mange, som slet ikke er klar over, at de findes. Nu kender jeg efterhånden en del, som har haft kræft, og jeg har endnu ikke mødt nogle som ikke har senfølger efter forløbet. Det er selvfølgelig meget forskelligt hvor mange og i hvilken grad man har senfølger.

Personligt er jeg ramt af træthed, smerter grundet strålebehandling, koncentrationsbesvær, søvnløshed i perioder, kunstig overgangsalder, vægtøgning, hedeture og tørre slimhinder. Det lyder umiddelbart af rigtig meget, men jeg er faktisk heldig i forhold til mange andre kræftpatienter. Jeg hører fra andre, at de også har ledsmerter, føleforstyrrelser m.m. Det kan være meget fustrerende at have disse senfølger, da andre mennesker ikke kan forstå det. Man er jo færdig med behandlingen og ser jo rask ud. Men sådan er det altså bare ikke. Hvis du kender en der har haft kræft, men som er færdig med behandling, så er det altså vigtigt at personen ikke bliver glemt. Tiden efter endt behandling kan være mindst lige så svær (nogle gange endda sværere), som under behandlingen. Jeg siger ikke, at man skal være over patienten hele tiden, men det er bare vigtigt for mig at sige, at det er lige så vigtigt at være der for patienten efter behandlingen. Det kan gøres på mange måder, eks. en blomst, en sød sms, en opringning – det kan være mange ting! Jeg hører fra mange kræftpatienter, at de nærmest bliver efterladt efter endt behandling, og det synes jeg virklig er trist. Man kan nemt komme til at føle sig alene, når man får dommen “kræft”, fordi det er et tabu at snakke om, og så er det nemmere for mange folk at tage afstand i stedt for at være der for patienten. Jeg har da også indimellem følt mig meget alene i mit forløb. Det er så ærgerligt at så mange tager afstand, når man har allermest brug for dem. Jeg har heldigvis en skøn familie, som har været der hele vejen igennem, men sådan er det desværre ikke for alle.

Hvis der sidder nogle og læser med, som kender en der har eller har haft kræft, så vis at du tænker på personen. Man skal ikke skrive at man er der for personen, hvis man i virkeligheden ikke er det.

Det var et meget ærligt indlæg fra mig denne gang. Jeg håber det giver lidt at tænke over 🙂

– Camilla