Hvad betyder det at mangle et bryst?

Det er et spørgsmål jeg har fået, som jeg nu vil prøve at besvare.

Da jeg i februar fik af vide, at jeg havde kræft og at hele mit bryst skulle fjernes tænkte jeg, at det kunne kun gå for langsomt. Jeg skulle bare have det skidt væk fra kroppen. Operationen fandt da også sted allerede 3 dage efter. Da jeg vågnede efter operationen, tænkte jeg overhovedet ikke over, at mit ene bryst manglede. Jeg tror ikke rigtig det var gået helt op for mig. Da jeg kom hjem og jeg skulle have tage plastret af fik jeg det rigtig skidt. Rasmus hjalp mig med det – eller.. det var faktisk ham der gjorde det, da jeg ikke kunne kigge på det. Jeg fik det virkelig fysisk dårligt – fik kvalme og måtte holde pause og sidde ned. Jeg synes det var grimt og ulækkert og jeg havde da slet ikke lyst til at røre ved det. Jeg følte lidt, at det ikke var mig. Jeg var i en andens krop. De efterfølgende dage var jeg ekstrem bekymret for betændelse i såret og jeg tjekkede det konstant. Men det blev bedre og bedre jo mere det helede, og jeg vænnede mig selv til at røre ved det. Nu er det lidt over 9 måneder siden og såret er for længst helet 🙂

Så skulle livet uden højre bryst så til at starte. Det startede allerede på hospitalet, hvor jeg fik en vatprotese udleveret, hvilket jeg fandt meget komisk på det tidspunkt. Det var en midlertidig protese indtil jeg selv fik den rigtige bestilt. Jeg følte mig utilpas med vatprotesen. Fordi den ikke vejede noget, så rykkede den rundt på min overkrop, som den lige havde lyst. Jeg følte, at man tydeligt kunne se, at det ikke var et rigtigt bryst. Jeg skulle hele tiden hive lidt ned i den,, når jeg var nogle stedet. Den sad i en lomme i en BH, men da den ikke vejede noget, så røg den med op, når man strakte armen, men den kom ikke med ned igen. Den blev ligesom siddende højere oppe end det andet bryst, og det havde jeg det lidt svært ved. Jeg blev ved med at udskyde, at få bestilt en rigtig protese. Jeg kunne ikke lide ideen om, at jeg skulle ind til en undertøjsbutik og stå med nøgen overkrop over for ekspedienten, fordi hun skulle finde den rigtige størrelse protese. Jeg havde jo kun vist mig uden tøj på overfor min kæreste og læger, som skulle tjekke såret. Men en dag, hvor min kæreste og jeg gik en tur i gågaden, sagde han at nu skulle det være, og tog mig med ind til Fleur, hvor vi bestilte en tid. I tiden, hvor jeg havde min vatprotese følte jeg mig bestemt ikke feminin. Jeg gik i løse trøjer og brugte tit ikke protesen. Men da jeg fik min rigtige protese ændrede det sig – måske også i takt med, at jeg skulle i kemo og miste håret. Den rigtige protese vejer noget mere end den af vat, og den følger derfor mere kroppens bevægelser. Jeg følte mig meget mere tilpas med den nye protese, og jeg følte mig slet ikke unormal med den på. Jeg har aldrig været pigen, som går med make-up, men jeg havde en periode i forløbet, hvor jeg gik meget mere op i mit udseende, end jeg egentlig plejede at gøre. Jeg har altid godt kunnet lide at gå med fine kjoler og makeup til fest, men jeg har aldrig rigtig brugt makeup til hverdag. Men pludselig gik jeg med makeup, købte nyt tøj og sko, fordi jeg gerne ville se mere feminin ud. Det har jeg dog lagt lidt på hylden igen, da det jo altså ikke er sådan jeg er. Jeg har ikke lyst til at ændre på mig selv, bare fordi jeg mangler et bryst. Jeg er blevet meget mere opmærksom på, at man altså ikke kan se, at jeg mangler det bryst. Jeg har flere gange oplevet, at folk har kikket meget underligt på mig, når jeg har sagt, at jeg jo mangler et bryst. Jeg tror ikke folk er klar over, at man kan få en brystprotese – det var jeg da heller ikke selv. Men hvordan skal man også være klar over det, hvis man ikke har behovet for det. Men det viser mig bare, at man altså ikke kan se det, hvis man ikke lige ved det. Jeg har lært at leve med kun et bryst, og jeg har det helt fint med det.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke vil have rekonstrueret brystet, for det vil jeg helt bestemt. Jeg har stor respekt for dem, som vælger at få fjernet begge bryster, uden at få dem rekonstrueret, jeg synes det er vildt fedt! Jeg har da også selv overvejet tanken, men jeg tror bare ikke, at psykisk ville kunne holde til de evige blikke i svømmehallen, på stranden osv. Derudover vil jeg også bare rigtig gerne kunne gå med de fine nedringet kjoler igen og på den måde være lidt mere “normal”. 🙂 Jeg håber mit svar var fyldestgørende nok – ellers besvarer jeg gerne spørgsmål.

– Camilla