Hvor blev tiden af?

Hej alle sammen!

Tiden er bare fløjet afsted siden sidst. Jeg er allerede halvvejs igennem mine 25 strålebehandlinger – har fået 12 stk. Og hvad endnu bedre er, så har jeg INGEN bivirkninger ved det so far. Eller det passer måske ikke helt. Min hud i stråleområdet er blevet lidt stramt, men det er slet ikke noget der generer. Strålebehandlingen foregår sådan, at jeg skal ligge HELT stille på en platform. Min højre arm skal ligge i en bøjle ovenover mit hoved og den venstre skal hvile i en anden bøjle ned langs kroppen. Mit hoved skal drejes lidt mod venstre, så jeg ikke bliver ramt af strålerne i ansigtet. Når jeg ligger helt rigtigt, så får jeg et par briller på. Ikke for at beskytte øjnene, men fordi jeg i de briller kan se min egen vejrtrækning. Ja, det lyder nok lidt underligt, men jeg skal prøve at forklare det. I brillerne kan jeg se et skrivebord på en computer. Lige under mit bryst placeres en lille “kasse”. Den følger mit bryst op og ned når jeg trækker vejret. Jeg skal kun trække vejret overfladisk under strålerne – det er forbudt at trække vejret ned i maven! Det er for at skåne lungerne så meget som muligt for strålingen. På væggen i bunden af lokalet – ud for mine fødder – hænger der et kamera, som samarbejder med den lille kasse på mit bryst. Den sender så signalerne til en computer, og det er det, som jeg kan se i mine briller. Jeg kan kan se en gul bjælke (min vejrtrækning), som bevæger sig op og ned. Når sygeplejersken så igennem en mikrofon siger “værsgo”, så skal jeg trække vejret ind indtil jeg rammer et blåt felt i brillerne og så holde vejret indtil der bliver sagt “tak”. Det skal jeg gøre ca. 10 gange i mens apparatet køre frem og tilbage og rundt om min krop og giver strålebehandling der, hvor den skal gives. Fra jeg kommer ind til jeg går ud igen går der ca. 20 minutter. Det sværeste er faktisk at lægge HELT stille! Man må ikke hoste eller lige klø sig på næsen, da man kan komme til at flytte på sig. Det er trods alt ret vigtigt, at strålingen rammer det rigtige sted, og KUN der. Men hold op hvor er det barnemad i forhold til kemoen.

Jeg er så lykkelig over at jeg er kommet igennem de 6 behandlinger i helvede. Jeg var træt, trist, udkørt og havde det skidt men jeg kom sq igennem dem alle! Nu er min energi ved at komme tilbage og ikke mindst det gode humør. Jeg er blevet meget mere glad, hvilket nok hænger samme med at jeg kan mange flere ting. Jeg går pt. ikke til træning i sundhedshuset, da jeg ikke kan pga. mine stråletider. Men det forhindrer mig ikke i at få trænet. Jeg er begyndt at træne i fitnesscentret 3 gange om ugen, og regner med at fortsætte med det. Jeg er stolt af mig selv over at jeg kan! Jeg har trods alt en kondi, der minder om en 90 årigs.. Den skal trænes noget op inden jeg kan starte helt på arbejde igen!

Mit hår er begyndt at vokse igen og jeg venter bare på at hatten kan ryge!

– Camilla